Vampyren
Vampyrens natur
De levende døde; monstre, der aldrig vil ældes; drikker de levendes blod; skyer solen til fordel for natten, og velsignet med mørke kræfter, der går langt ud over nogle dødelige. Alt det lyder jo virkelig godt, men hvad betyder det egentlig at være vampyr?
Skabelse
Vejen til evigt liv begynder med dødens omfavnelse. Vampyrer bliver skabt ved, at en vampyr tømmer et menneske helt for blod for kort derefter at hælde noget af sit eget blod i den nyligt afdøde. Derpå vil kroppen få nyt liv og rejse sig som en nyskabt vampyr, bange, hungrende efter blod og forvirret – velkommen til evigheden: Hvis du er heldig, bliver den lang.
Hvad vil det sige at være død?
Velkommen til døden, her er din “nye” krop.
Dit hjerte er stoppet, din krop er kold, og din ånde er væk. Hverken varme eller kulde rør dig, og hvis du ville, kunne du leve på bunden af havet, træthed sætter aldrig ind, og din døde krop giver dig styrke hinsides nogen dødelig.
Fra det øjeblik døden indtraf har din krop været fanget i dødsøjeblikket, og herfra vil intet ændre sig.
Du er langt stærkere, hurtigere og klogere, end du var som menneske. Blodet giver dig styrke. Hver skade på din vampyrkrop forsvinder, som du sover om dagen; hvert et ar, hver en brækket knogle, piercing, tatovering fra den foregående nat er væk som dug for solen.
De dødes død
De døde dør som alle andre: Alene.
Vampyrens krop er naturligt meget holdbar og har en prisværdig evne til at sætte sig selv sammen på ny. Dette leder til at den “nemmeste” måde at dræbe en vampyr på er at skære hovedet af dem, rive hjertet ud, trampe på dem til de blot er en blodklump på jorden, sætte ild til dem eller udsætte dem for solen. Alternativt kan man også begå diablerie.
Slægtskab
Alle vampyrer har et ophav, en vampyrisk skaber; den, der hældte blodet i din døde krop, og lod dig vågne til ulivet. Og alle skabere har skabere, og deres skabere skaberes leder på et tidspunkt tilbage til De Første, som leder til Kain, den første vampyr. Disse såkaldte blodlinjer har særlige træk; variationer i hvordan vampyrtilstanden kommer til udtryk i dem. Fx som et ubehag ved lys, ikke bare sollys; at deres døde krop forandre sig og afspejler deres indre, hver nat de vågner op; en meget specifik præference for én slags menneskeblod og lignende. Man kunne være fristet til at tro, at sådan et slægtskab ville danne et nært fællesskab, men i Sekten betyder dette slægtskab meget lidt. Mange i Sekten ved ikke engang, hvem der har skabt dem, og deres primære relation er altid til deres eget kobbel. Derfor strækker dette ‘slægtskab’ sig udenfor koblet kun til en anerkendelse af, at her er en anden med samme særlige træk som mig, og det betyder måske, at man vælger den person som den sidste, hvis man hævner sig på koblet.
Forbandelser
Med den nyfundne udøde tilstand kommer også en række svagheder (eller neutrale tilstande, afhængig af hvilket kobbel man spørger).
Sulten
Aldrig mere skal du kunne finde nydelse i mad, alt du indtager vil smage som aske. Kun livets blod kan slukke din tørst.
Vampyrer er hungrende væsner. De hungrer efter alt, hvad verden byder på. Når de tørster efter blod, er det alt, de tænker på, og når de endelig har spist sig mætte, hungrer de efter respekt, deres fjenders skrig eller mere abstrakte ting. De er sultne, og når de først er mætte på et punkt, finder de straks en ny ting at hungre efter.
Bæstet
Din evige ledsager, bedste ven og værste fjende: Bæstet. Det er stemmen i dit hoved, som altid taler til dig. Det fortæller dig, at du skal tage din ret, herske over de svage, underkaste dig dem, der har styrken, alt imens du hader det. Det fører dig til dit næste måltid, og hvis du ikke holder det nede, tager det over og fører sine ønsker ud i livet.
Bæstet kender ikke til nåde, kun til had og magt.
Bæstet vil kun det, som er bedst for dig, så skulle nogen provokere dig enormt, din hunger efter blod komme ud af kontrol, eller står du pludselig ansigt til ansigt med en dødelig trussel, og du ikke har viljestyrken til at holde det nede, vil bæstet tage over. Du vil falde til vanvittigt og som bæstet fikser problemet på den mest effektive måde. Nogen gjorde dig vred, bæstet tvinger dem i knæ; du er sulten, bæstet drikker fra hvemend, der er tættest på; du er bange, bæstet flygter og er ligeglad med hvem eller hvad der står i vejen.
Når man falder til vanviddet er man til stede hele tiden, man ser sig selv gøre det hele og mærker alt, dog ude af stand til at kunne gøre noget ved det, blot se til alt imens bæstet løser dit problem. Endelig som bæstets raseri dør hen, finder man sig selv udmattet og i kontrol påny.
Solen
Solen er den sikre undergang for en vampyr. Skulle denne nogensinde blive ramt af solens stråler, vil dette betyde døden for denne, som dens dødes krop bliver opslugt af flammer, og de inden længe blot er aske.
Når solen står på himlen, falder vampyren til dagssøvn, hvor deres kroppen bliver som døde. De kollapser ude af stand til at kunne forsvare sig, kun deres skjulested holder dem sikker fra dagens stråler og mulige overgreb.
Flammerne
Få ting foruden solens stråler er lige så skadelige overfor vampyren som ilden, den æder deres døde kød op og fortære dem.
Det giver sig selv, at alle vampyrer er bange for ild på samme måde, som man bliver bange, når en fremmed løsgående hund knurrer af én. Frygten for ilden er noget vampyrer godt kan overkomme og håndtere, det er blot ubehageligt og man har naturligt ikke lyst til at træde tæt på det. Dette er noget, Sekten bruger i høj grad; der er ikke plads til svaghed, og ilden er en brugbart redskab mod Sektens fjender, så alle medlemmer af Sekten kommer den nær på den ene eller anden måde.
Søvnen
Søvnen rammer ikke blot vampyrer i dagstimerne, der er en trang, der langsomt kryber op på dem. Med tiden falder vampyren hen til træthed, den mister interessen i verden og vælger blot at lægge sig til at sove en drømmeløs søvn, hvorfra den vil sove til tiden er inde, eller den bliver vækket af et blodoffer svarende til styrken af vampyren. Dette er hvad man mener, De Første gør nu.
Smerten
Trods du er død, er der ingen frihed fra smerten.
Kampen, jagten, ritualerne alle fører smerte med sig. Smerte vænner vampyren sig aldrig til. For hvis dennes krop ikke kunne tåle den smerte, før de døde, kan de ikke klare den i døden.
Vampyren kan i sine tanker affinde sig med smerten og acceptere den, men de kan ikke vænne sig til den fysiske oplevelse, alt de kan gøre er at forsøge at ændre på sin indstilling. Dette er yderligere noget, som Sekten omfavner og benytter; smerte bruges i afstraffelse, loyalitetstest og kontrol.
Blodets betydning
Blodet
Menneskeblod er godt, røvfucking godt; til at slå ihjel for! Når man drikker blodet, er det i det øjeblik det mest ekstatiske, man kan forestille sig, helt euforisk, og det fylder én med en følelse af absolut magt over liv og død. Og så: Øjeblikket efter man har drukket, er alt stille, før oplevelse slutter, og man er tilbage i virkeligheden.
Vampyrblod er alfa og omega! Menneskeblod er for vildt, men det er det rene vand i forhold til vampyrblod! Det er et power trip uden lige at smage blodet; man føler sig som verdens hersker, når man drikker det, og rusen varer ved længere end menneskeblod. Desværre, som med så meget andet godt, er det uhyre afhængighedsskabende.
Blodsgaver
Blodet giver magt, og vi er blodet. For vampyren er blodsgaver en forlængelse af dem selv, og de bruger dem instinktiv. Enkelte vampyrer bruger tiden på at lære at mestre deres evner, men langt de fleste giver sig blot hen til at lade instinkterne føre dem.
Blodet kan meget, uhyre meget, lige fra at booste ens styrke til en overmenneskelige grad, lade én skue ind i sjælen på andre, kommandere de svage blot ved sin stemme, eller sågar vække skammen i vampyren. (Se mere under mekanikker.)
Diablerie
Den Forbudte Frugt, Den Røde Tørst, Det Største Tabu og Det Sidste Favntag. Berygtet barn har mange navne, og diablerie er om nogen et berygtet barn.
Diableriet er handlingen at drikke en anden vampyrs sjæl for på den måde også at gøre deres styrke til ens egen. Dette gøres ved at drikke alt blodet i en vampyrs krop, og så blive ved til kroppen endelig falder sammen i ens arme.
Det er rus uden lige for ikke nok med, at man indtager en enorm mængde vampyrblod, så får man også en stor forøgelse til sin egen magt ved at tage den døde vampyrs. Når man først har begået diablerie én gang er der få ting i verden, som kan stå mål med den oplevelse, og man ønsker at gøre det igen… og igen.
Inden for Sekten billiger man aktivt diablerie, da det er en måde at skære de svage fra, og samtidigt kunne give deres styrke til en, der er mere fortjent til at være i live. Det er måden, hvorpå man stjæler sine fjenders styrke for at bruge den imod dem.
Enkelte kobler ser ilde på diablerie af den ene eller anden filosofiske grund, men disse er et fåtal, og på den lyse side betyder det kun, at der er færre folk at slås med, når det kommer til diablerie af en falden modstander. (Se mere under mekanikker).
Hvordan håndterer vampyren så dette?
Du er ikke et menneske, så hvorfor skulle du tænke som et?
Vampyrer oplever verden på en en helt anden måde end mennesker. Deres fysiske oplevelse er anderledes, grænserne for hvad de kan udføre i verden er anderledes, og vampyrens helt eksistensgrundlag er anderledes. En vampyr er aktivt nødt til at skade andre for at kunne fortsætte sin eksistens, og dens evige ledsager, Bæstet, fortæller den hele tiden, at den bare skal give efter og tage sin ret.
Som de bliver ældre og vænner sig mere til deres nye tilstand skærer de langsomt deres menneskelige forestillinger om verden væk. Mennesker bliver til mad og ikke meget andet, man dræber skulle nogen krydse dig og dine, høfligheder falder fra, tøj er kun i vejen for kroppen bevægelser, alt som minder som en sexlyst, dør for hvad formål skulle det tjene, når man får afkom på en helt anden måde og det alligevel ikke føles godt? Egoisme og vrede tager mere og mere til, og man bliver ligeglad med andres smerte, faktisk finder man direkte morskab og en perverteret form for glæde i at forårsage lidelse. Skulle man ikke gøre noget for at kæmpe mod den degenerering af ens person, vil man til sidste ende som et frådende monster; ingen person hjemme længere, kun Bæstet.
For at bekæmpe denne forandring søgte vampyren til filosofien.
Ligesom mennesker har filosofiske skoler, har vampyren det lige så. Disse skoler bliver traditionelt kaldte for Dogmer, og hver og en af dem beskriver hvorledes vampyrer burde leve i verden; hvordan de bør opføre sig, samt hvad det vil sige at være “den gode” vampyr. Hver og en af disse Dogmer er monstrøse og hinsides nogen form for menneskelig moral. For vampyren er det ikke nok at tro på et dogme, man skal leve det, for dogmerne er et værn imod at miste sig selv komplet til bæstet, så denne form for askese er dybt nødvendig.
Alt der går imod ens Dogmer er i bedste fald en hovedpine, og i værste fald en trussel, der skal destrueres hurtigst muligt. Når man kæmper om sandheden, er der ikke plads til valg på vejen til frelse. Af denne grund så består næsten alle kobler kun af folk med de samme Dogmer eller medlemmer, som endnu ikke har fundet deres.
Når man følger et Dogme, ændrer hele ens verdenssyn sig, og man forstår alt ud fra sin stis virkelighedsforståelse. Det at kunne se tingene fra et andet perspektiv bliver nærmest umuligt for en, og andre Dogmers handlinger er blot helt fremmed agitet, monstrøst eller ligefrem “menneskeligt”.
Dog fælles for alle Dogmer er, at de fornægter det “menneskelige”. Præcis hvad dette vil sige afhænger af dogmet. (Se eksempler på koblers fortolkning af dogmer i gruppekoncepteksemplerne).